Det korte og dovne svar er, at gaming er sjovt. Et mere kritisk synspunkt kunne være, at man gamer for at komme væk.
Uanset om man er tilhænger af af den ene eller anden forklaring (eller måske en blanding?), så er det ekstremt vigtigt at forstå, hvorfor gaming har så stor en plads i så mange menneskers hjerte. For at kunne svare på det, skal vi have fat i en af hjørnestenene for Gamingpsykologi.dk: viden om psykologiske behov. Find en kaffe, energidrik, eller et stort glas vand. Det her bliver en længere historie.
De dygtige og anerkendte forskere, Edward L. Deci, og Richard M. Ryan, har skabt modellen, som danner fundamentet for vores viden om psykologiske behov. Ligesom vi alle har fysiske behov som søvn, mad, og at trække vejret, så har alle mennesker også psykologiske behov. Vores psykologiske behov danneren treenighed:
Autonomi er vores behov for frihed og kontrol. Det er vores oplevelse af, at vi har et valg og selv styrer vores skæbne. Kompetence er vores behov for mestring og at udvikle os. Det er vores oplevelse af at dygtiggøre os og være gode til noget. Samhørighed er vores behov for at betyde noget for dem omkring os. Det er vores sociale drive og vores oplevelse af, at være en del af et fællesskab. Det er oplevelsen af, at vores psykologiske behov bliver iltet og opfyldt, som motiverer os til at gøre ting og skaber mening i tilværelsen.
Okay, så hvad har alt det det med gaming at gøre? Gaming opfylder i stor stil alle tre psykologiske behov, eller ville vi ikke bruge så meget tid på dem.
Vores behov for kompetence bliver særligt dækket i score attack spil, platformers, puzzles, og generelt spil, hvor man hurtigt oplever en progression og belønning for sin mestring af spillet. Spil som Mario, Tetris, FPS (first person shooters), og Racing games. Til alle dem der stræber efter at 100% alle spil og unlocke alle achievements!
Vores Behov for Autonomi bliver særligt dækket i spil, der lader os være “herre i eget hus” og selv bestemme hvordan vi former oplevelsen. RPG (role playing game) genren taler ofte til vores behov for kontrol og frihed, da vi præsenteres for et hav af valg og ikke er fastlåst en bestemt rute. Det er også spil som Minecraft, Animal Crossing og Sims, der giver os en oplevelse af autonomi, pga. deres åbne rammer, hvor man kan gøre hvad man har lyst til i en verden uden en klar mission.
Endeligt er gaming for mange en social aktivitet, både IRL og online. Her er der Discord servers, online gaming som World of Warcraft med guilds og communities, eller sjov på teamspeak mens man forsøger at overleve i Fortnite. Den stærke og ubetingede følelse af at være en del af en community, giver os en oplevelse af Samhørighed.
De oplevelser vi får via gaming er ægte. Oplevelsen af autonomi, kompetence, og samhørighed er lige så ægte, som når vi oplever det samme i den virkelige verden. Så hvorfor kan gaming nogle gange føles ekstra tryllebindende og, i nogle tilfælde, vanedannende?
Gaming og det virkelige liv har ikke helt de samme spilleregler. Gaming er en ægte oplevelse, men det er også en fabrikeret oplevelse. Gaming er designet til at opfylde vores psykologiske behov, og det er designet til at blive mestret og gennemført. Det er det virkelige liv ikke. Vi stræber alle efter at få opfyldt vores psykologiske behov hver dag, gennem vores arbejde, vores skole, og vores relationer til andre mennesker. Nogle gange er det svært at finde samme psykologiske ilt i den virkelige verden, som til tider er hård og utilregnelig, men i gaming venter der altid psykologisk ilt.
Ham der i sit job gang på gang føler sig fanget og kontrolleret af sin chef og savner frihed, kan gå hjem og tænde for computeren og et dejligt RPG, hvor han bestemmer eventyret. Hende der føler sig ensom eller misforstået, kan hoppe online og chatte med 20 mennesker i sin guild i World of Warcraft, hvor hun er betydningsfuld og ikke bliver dømt af nogen. Ham der føler sig uduelig og har lavet fejl og fået lave karakterer i skolen, kan komme hjem og arbejde med en ny high score i sit yndlings puzzle game.
Der er få aktiviteter, der er designet til at være stærk en kilde til at få dækket de psykologiske behov som gaming. Det er netop dette, der både gør gaming til en helt fantastisk og meningsfuld aktivitet, og potentielt til en vanedannende og afhængighedsskabende aktivitet.
Kort fortalt, så er det aldrig en dårlig ting at få dækket sine psykologiske behov gennem gaming. At have meningsfulde online relationer, at leve sig ind i spændende arketypiske historier, og at arbejde i kompleks problemløsning vil i sig selv aldrig være destruktivt eller problematisk. At man kan finde mening og lykke i en verden udenfor den svære hverdag, er en af de bedste ting ved gaming!
MEN det betyder absolut ikke, at vi kan fungere som mennesker ved kun at få dækket vores psykologiske behov gennem gaming. Den kontante sandhed er, at vi som mennesker er afhængige af at være tilstede i den virkelige verden også, og det kræver en stor mængde disciplin og hårdt arbejde at være et velfungerende menneske. Det er derfor ikke så svært at forstå, at det nogle gange er “lettere” at trække sig fra virkeligheden, og bruge sin tid i en verden, hvor man altid føler sig fri, kompetent, og afholdt.
Så bør vi fratage gaming fra en person, der ikke føler sig god nok i den virkelige verden og derfor trækker sig? NEJ! Det tjener ikke noget formål at trække stikket for den eneste kilde til at få dækket de psykologiske behov. Fokuser i stedet på, hvordan vi kan få skabt oplevelser i den virkelige verden, som ilter de psykologiske behov. Når man føler sig mindre afvist af den virkelige verden, vil gaming igen få en plads som et magisk supplement fremfor et tilflugtssted.
Jonathan Smed er uddannet psykolog og er hjernen bag Gamingpsykologi.dk. Han har siden sin helt spæde studietid været fascineret af gaming, både privat og fagligt og har dedikeret omkring 80% af sine studietimer på at researche gamingpsykologi, og de sidste 20% på selv at game. Særligt har han beskæftiget sig med motivationsmønstre og det “drive” vi har for at game, og hvordan det kan bruges i andre henseende end blot gaming.